Farmand 10. juni 1905 om den økonomiske unions oppløsning

I disse mindeværdige Dage, da
Konsekvenserne af Statsmagternes Beslutning ionsdags følger hverandre Slag i
Slag, har det sin Interesse at fæste Opmærksomheden ved det Faktum, at den
politiske Unionsopløsning, som nu har fundet Sted, i en væsentlig Grad er
forberedt ved den økonomiske Unionsopløsning, som i Form af Mellemrigslovens
Opsigelse ligger snart 10 Aar tilbage. I Virkeligheden kan det siges, at der
mellem disse to Unionsopløsninger er en organisk og historisk Sammenhæng, som
gjør det nødvendigt at se dem under en Synsvinkel, hvis deres faktiske og
gjensidige Betydning skal komme i det rette Forhold til hinanden.

Det fremgaar af de statsretslige
Dokumenter, at Norge ved Indgaaelsen af Foreningen med Sverige bibeholdt
Grundlovens § 92, som stadig har været betragtet som Hovedhjørnestenen for vor
utvilsomme Ret til Oprettelse af eget norsk Konsulatvæsen. Samtidig er det en
Kjendsgjerning, at Sverige i de første Aar efter Foreningen tog hele Ledelsen
af Konsulatvæsenet i sin Haand, og at det først efter en Række Forestillinger
fra de norske Statsmagters Side blev ordnet saaledes, at det fælles
Konsulatvæsen mellem Rigerne vedblev at bestaa, men at dets Administration blev
henlagt under særskilte norske og svenske Autoriteter, som ikke engang behøvede
at operere i Fællesskab. Det var mens denne Ordning bestod (1830–1858), at den
Løvenskjold-Vogtske Regjering gjorde gjældende den helt korrekte Opfatning, at
det ikke burde være nogen af Rigerne forment at have særegne Konsuler paa de
Steder, hvor der fandtes paakrævet, «da Norge og Sverige i kommerciel Henseende
er aldeles adskilte, og der i denne saavelsom i industriel Retning tildels
findes ganske forskjellige Indretninger og Regler, samt gjør sig forskjellige
Interesser gjældende i begge Riger». Denne Udtalelse fortjener at erindres som
et Bevis paa, at Norge paa den Tid begyndte at gjøre sig mere og mere uafhængig
paa det økonomiske Omraade, og at dets Krav paa økonomisk Selvstyre var baseret
paa Forudsætninger helt uafhængige af de politiske.

Som bekjendt blev Begivenhedernes
Gang i Slutten af Karl Johans, men navnlig under Oscar den førstes Regjering
ledet ind i et Spor, som mere og mere tenderede i Retning af at udviske alle
Modsætninger – baade de naturlige og de unaturlige – mellem de to Riger. Dette
havde sine Fordele saavel som sine Svagheder, ikke mindst paa det økonomiske
Omraade. Til Svaghederne regner vi en Bestemmelse som Resolutionen af 1858, som
henlagde det fælles Konsulatvæsen under det svenske Udenrigsdepartement, hvor
det som bekjendt fremdeles befandt sig indtil Unionsopløsningen ionsdags. Til
en af Fordelerne regner vi Mellemrigsloven af 1855 om frit Varebytte mellem
Rigerne.

Desværre skulde det ogsaa paa
dette Omraade vise sig, at Skjævhederne i den unionelle Opfatning fra svensk
Side var ikke mindre betydelige end Tilfældet var paa det politiske Omraade.
Istedenfor at anerkjende det uomtvistelige Faktum, at Norges økonomiske
Udvikling fulgte sine egne naturlige Veie, og at disse Veie ikke faldt sammen
med Sveriges, blev der, som bekjendt, fra de svenske Statsmyndigheder allerede
tidlig gjort Brud paa Grundprincipet i Mellemrigsloven. Af alle de Feilgreb,
som i Løbet af den 91 aarslange Union er gjort fra svensk Side, er dette
utvilsomt et af de største, bortseet fra selve den endelige Ophævelse, som bare
var den naturlige Konsekvens, naar man engang var begyndt at omstøbe Loven til
et Værn for svenske Interesser mod norske. Hermed fandt i Virkeligheden den økonomiske Unionsopløsning
Sted, i hvilken Konsulatloven i Mellemtiden var kommet ind som et nyt Moment,
og som i disse Dage har ledet til den politiske Unionsopløsning gjennem
Nægtelsen fra den unionelle Kongemagts Side af at sanktionere Konsulatloven.
Med andre Ord, det er i første Række et økonomisk Spørgsmaal som har hidført de
nuværende politiske Begivenheder, ikke bare formelt, men ogsaa reelt, og det er
ligeledes i første Række paa Grund af vor Overbevisning om at staa økonomisk
trygge, at vi har været istand til at optræde paa en Maade, som ikke alene har
høinet vor Selvagtelse, men ogsaa – det ser vi af talrige Vidnesbyrd i
Udenlandspressen – vundet Samtidens Anerkjendelse.

I denne Forbindelse ligger det
nær at drage en Sammenligning mellem den økonomiske Udvikling i det sidste
Aarhundrede af Dansketiden og de 91 Aar, som vi nu har gjennemlevet med
Sverige. I begge Perioder gjennemgik Norge en hidtil exempelløs Udvikling. Det
attende Aarhundrede var – for at bruge et Billede – Norges økonomiske Morgen;
det nittende Aarhundrede var dets Dag. I det attende Aarhundrede anede man
Norges Udviklingsmuligheder; i det nittende skabte man dem. I det attende
Aarhundrede fik vi et norsk Handelsaristokrati, hvis Betydning blev
grundlæggende for det Handelsdemokrati, som skulde udvikle sig i det 19.
Aarhundrede. Da saa den endelige Skilsmisse fra Danmark fandt Sted, stod vort
Folk trods Statsbankerot og en 7 aarig Krigs Gjenvordigheder med en Tro paa vor
økonomiske Modstandsevne, som ikke var ringere end Troen paa sin retfærdige
Sag. Det er den samme Tro paa vor økonomiske Modstandsevne, der som sagt, har
dikteret vor Optræden idag.

Gjennem Udviklingen af et
økonomisk Liv. hvis Organisme er voxet sig sundere og stærkere med Aarene, er
efterhaanden ethvert Afhængigheds forhold blevet en Umulighed, og i
Virkeligheden var det fælles Konsulatvæsen det eneste økonomiske Baand, som
endnu knyttede Norges og Sveriges skilte Handels- og Næringslivs Interesser
sammen. Forøvrigt var den økonomiske Union opløst, og dermed Veien banet for den
politiske Unionsopløsning, som forhaabentlig vil blive Indledning til ny
ærefuld Tid i vor økonomiske Historie.

Share
This entry was posted in Samfunn. Bookmark the permalink. Both comments and trackbacks are currently closed.