Farmand 24. juni 1905 om fremtidens oppgaver

For nogle Uger siden indeholdt vort Blad en Artikel betitlet

Krisen og Næringslivet,

som ved at optages i et stort
Antal af Landets Dagsaviser naaede langt udover vor Læsekreds. Vore Kolleger
har ved at gjengive vore Ord gjort dem til sine, og vi har fra en Række af
fremragende Forretningsmænd modtaget Forsikringen om, at vi gjennem denne
Artikel udtalte netop de Følelser, som i disse betydningsfulde Dage rører sig i
deres Kredse.

Idag vover vi derfor at gaa lidt
nærmere ind paa dette vigtige Emne, idet vi vil søge at optrække de, økonomiske
Hovedlinier, om hvilke det norske Folk bør samle sig.

Det vil ikke lettelig af nogen
uhildet Iagttager kunne bestrides, at de senere Aartiers stærke Stigning i
Statskassens og Kommunernes Budgetter har indeholdt en Fare for Landets sunde økonomiske
Udvikling; thi Statsbyrderne har paa en betænkelig Maade lammet det private
Næringslivs Energi. Tildels har Statsbudgettets Stigning været fremkaldt af den
Maade, hvorpaa Distrikternes umættelige Krav er blevet tilgodeseet. Og i det
kommunale Liv har Ønskerne om en Forbedring af Menigmands Kaar gjennem offentlige
Foranstaltninger tildels været imødekommet i videre Udstrækning end forstandig
Økonomi skulde tilsige.

Krav – baade berettigede og uberettigede
– vil selvfølgelig komme til at blive reist ogsaa efter denne Dag. Men vi vover
at udtale det Haab, at det, som nu er hændt, vil gjøre, at man herefter kommer
til at lægge en ganske anderledes skarp Maalestok paa dem, naar Bevilgningerne
skal gives, end tidligere.

Thi intet Øieblik maa eller vil
det store Maal tabes af Sigte, at Landets Kraft maa der holdes godt Hus med,
for at den kan strække til for det vigtigste.

Og visselig vil Troen paa Folkets
Kræfter og Samfølelsen mellem os alle være voxet saa meget, at herefter vil den
Enkelte, istedetfor at raabe paa Hjælp af det offentlige, føle, at han maa
bruge alle sine Evner til Samfundets Gavn og herigjennem ogsaa til eget Vel.

Der ligger, som enhver, der har
bereist vort vidtstrakte Land, ved, store Arealer af dyrkbar Jord, som endnu
ikke Plog har furet. Redaktøren af Norsk Landmandsblad skrev for kort Tid siden
en ligesaa teknisk rigtig som varmtfølt Opfordring til Bønderne om ikke at
gjøre saa store Vanskeligheder ved at afhænde ubrugte Dele af sin Jord. Denne
sagkyndige Forfatter mener, at i en planmæssig Udvikling af Smaabrugene ligger
først og fremst Muligheden af at føde en meget større Befolkning. Gid
Opfordringen maatte blive almindelig efterfulgt, og gid det om ikke altfor
mange Aar kunde siges om Norge, som det allerede gjælder om Danmark, at det er
Husmandsbrugene, som staar høiest i Dyrkning og Lønsomhed.

Vor næste store Natur Indtægt,
Fiskerierne, kan gjøres til Gjenstand for en nær sagt ubegrænset Forbedring,
baade i Fangstmetoder og Produkternes Tilberedning. Her bor Fiskerierne og
Handelsstanden i de nærmest interesserede Byer mødes til et Løft for, at vi paa
ikke altfor lang Tid kan indhente, hvad der maa indrømmes – Sandheden tro – at
være forsømt.

Og hvad den Næringsgren angaar,
som kanske, naar alt kommer til alt, er den mest udviklingsdygtige i vort Land,
nemlig Industrien, angaar, saa burde der netop i Norge med dets frie
Institutioner og høie Folkeoplysning, være Mulighed for et forstaaelsesfuldt
Samarbeide mellem Arbeidsgivere og Arbeidere som neppe i noget andet Land.

Vi vil her med engang præcisere
vort Standpunkt, som forøvrigt vil være vore Læsere vel kjendt, at Industriens
Fremgang for en overordentlig væsentlig Del afhænger af, at Industriarbeiderne
kan lønnes høit. Men dette kan ikke i Længden ske, med mindre de norske
Arbeidere gjennemgaaende præsterer et stort og et paalideligt Arbeids Resultat.
Kun hvor Arbeidslønnen er høi, vil man som Regel finde, at Fabrikanterne har lært
at forstaa den Kunst at administrere skarpt og kun der er Opfordringen stærk
nok til Anskaffelse af de bedste mest arbeidsbesparende Maskiner. Vi anser det
derfor som en stor Vinding for Norges Industri, at Arbeidslønnen her
gjennemgaaende er høiere end i de fleste europæiske Lande. Men samtidig dermed
er vi ogsaa mere end de fleste ved Selvsyn opmærksom paa, under hvilke næsten
knusende Byrder denne norske Industri med det snævert begrænsede Marked har at
arbeide.

Disse Byrder er dels blevet saa
tunge som en Følge af Demokratiets Forlangende om alle Slags kommunale Goder,
hvorfor Udgifterne i stor Udstrækning maa betales af de understræbte Bedrifter.
Dels er de opstaaet som et Resultat af Særkrav, som Lovgivningen har stillet i
Arbeidernes sande eller formentlige Interesse.

Skal Industrien virkelig kunne
blomstre blandt os, maa en af de første Opgaver for vore Lovgivere og kommunale
Forvaltninger blive at lette istedetfor at øge disse Byrder.

Og her falder Industriarbeidernes
Interesse, rettelig forstaaet ganske sammen med Driftsherrernes; thi jo tyngre
Byrderne er, desto mere hemmes den Lønsstigning, som er Industriens Livsnerve.

Og vore Arbeidere bor, naar de
stiller sine Krav om Mindsteløn, kort Arbeidsdag osv. ikke glemme, at det er først
gjennem Generationers Udvikling, at de kommer i Besiddelse af den Fingerfærdighed
og de moralske Egenskaber, som alene kan betinge den høie Løn. At dette er saa,
derom kan man let overbevise sig selv ved Besøg paa Fabriker i forskjellige
Dele af vort Land, og endnu stærkere fremtræder Forskjellen, naar man anstiller
en Sammenligning mellem Arbeidsforhold f. Ex. ved norske og Lancashire
Papirfabriker. En 8 Timers Dag og 8 Shilling Løn som de australske
Industriarbeidere har formuleret Kravet, er det ideale Maal. Men kun en høi
Grad af Træning sætter en Mand istand til et saa intenst Arbeide, som dette
Krav forudsætter.

Hvis Arbeidsgivere og Arbeidere
sætter sig det bevidste Maal at hjælpe hinanden efter bedste Evne, forat det i
en ikke altfor fjern Fremtid skal kunne blive muligt i vort Land at realisere
dette Ideal, vil man faa se den kraftigste Opblomstring af Industrien.

En alvorlig Vanskelighed for en
systematisk Udvikling af Norges Næringskilder ligger i Landets uforholdsmæssig
store Udstrækning. Hvor mange Mennesker har Anledning til som dette Blads
Redaktør, at reise omkring i de forskjellige Landsdele og paa Stedet studere
Forholdene?

Her har den lokale Presse en
meget vigtig Opgave. Hvis den ofrer de økonomiske Forhold, hver i sit Distrikt,
en mere indgaaende Behandling end hidtil og fremlægger Opgaver over, hvad der er
udrettet og fremdeles kan gjøres, vil dette blive et af de mægtigste og
frugtbareste Oplysnings Arbeider.

Share
This entry was posted in Samfunn. Bookmark the permalink. Both comments and trackbacks are currently closed.