Farmand 3. juni 1905 om krisen og næringslivet

Under den politiske Krise, som vi
i de sidste Maaneder har gjennemgaaet og fremdeles staar midt oppe i, har man
ganske undtagelsesvis kunnet høre Udtalelser af Frygt for, at den skulde kunne
ruinere os i økonomisk Henseende. Det er ikke det mindst mærkværdige ved det
norske Folks Holdning i disse Maaneder, at disse Ulykkesprofeter ikke har
formaaet at gjøre noget Indtryk paa Almenheden. Man har ikke lukket Øinene for,
at Krisen muligens kunde tage en saadan Vending, at det kunde komme til at
kraæve af os de største økonomiske Offere, som et Land kan yde for sin
Selvstændighed; men dette har ikke voldt nogen Ængstelse. Med rolig Bestemthed
har det norske Folk i Tillid til sin Sags Godhed været forberedt ogsaa paa
denne Mulighed, men har i Mellemtiden gaaet til sin daglige Gjerning med den
samme Sindsro, som om ingen Krise paagik.

Denne Koldblodighed under en af
de eiendommeligste Situationer, som nogen Nation har oplevet, lover godt for
Fremtiden. For anden Gang i Løbet af mindre end hundrede Aar er det norske Folk
atter blevet kaldet til suverænt at bestemme Vilkaar for sin fremtidige
Statstilværelse. Vi føler os trygge; de sidste Maaneder har aabenbaret for os
selv og andre, at vi er i Besiddelse af de nationale Egenskaber, som berettiger
til fuldt Selvstyre.

Hvilken Forskjel er der ikke
mellem vort Lands økonomiske Vilkaar nu og under hine mærkelige Vaar-Uger i
1814, da et lidet Bondefolk, paa Trods af det samlede Europa, gav sig selv
Verdens frieste Forfatning? Og den Blomstring af alle Næringslivets Grene, som
er skeet siden 1814, skyldes i sin inderste Grund den Frihed, som Fædrene paa
Eidsvold efterlod os som vor Arv.

I disse Dage er det norske Folk
blevet stillet paa den afgjørende Prøve, om det rettelig har forvaltet Arven
fra 17. Mai 1814, og det kan allerede med berettiget Stolthed forkyndes for Alverden,
at vi har bestaaet Prøven.

Endnu kan ingen sige, hvorledes
Tingene videre vil udvikle sig; men saa meget kan siges med Bestemthed: Det
norske Folk gjennemfører nu Fædrenes Værk helt ud.

Og ligesom Norges materielle Blomstring
i det 19. Aarhundrede skyldes den frie Forfatning, saaledes er det vor fulde
Overbevisning, at ud af den nationale Vækkelse, som de Bostrømske Overgreb
fremkaldte, vil der fremspire en ny Vaar og et endnu langt kraftigere økonomisk
Opsving i vort Land.

Det nationale Liv er en Organisme;
derfor staar heller ikke den økonomiske Virksomhed uberort af, hvad der sker
paa det rent politiske Omraade. Den vidunderlige Opdagelse, som vi siden
December ifjor har gjort, at naar det kom til Stykket, naar Fædrelandet var i
Fare, svandt alle Lokalinteresser, alle Partiformaal bort som Dug for Solen, denne
Opdagelse vil herefter mægtig styrke os alle i vor daglige Gjerning. Hvem kan
tvile paa, at i den nationale Daab, vi nu har faaet, vil hver og en af os hente
større Kraft, større Lyst til i sine forskjellige Kald at udrette mere, end vi
hidtil har magtet?

Ingen maa skjule for sig selv, at
naar Krisen har fundet sin Løsning, vil der stilles større Krav til Norge
alene, end til Norge i Unionen – baade paa den ene og den anden Maade. Men alle
vil med Glæde være med paa at bære disse forøgede Byrder, og
Fædrelandskjærligheden vil gjøre os det til en kjær Pligt at anspænde Kræfterne
for at kunne møde Kravene, og den Glæde, som i de forløbne Uger har fyldt alle
norske Hjerter over den politiske Enighed, som har samlet os tit Værn om
Fædrelandets høieste Interesser, denne Glæde vil herefter lyse som en ny
Morgenrøde over vort økonomiske Virke. Thi det indeholder Forjættelse om, at vi
herefter ogsaa paa det økonomiske Omraade skal kunne finde hinanden tit de
store Løft, som hidtil altfor ofte har været umulige, fordi den nødvendige
Samarbeidets Aand manglede.

Vort Løsen maa være at hæve vort
Land økonomisk, for at det kan have den rette Kraft tit at hævde den Stilling
blandt de frie civiliserede Nationer, som det er vor Stolthed at indtage. Hvis
vi følger dette Løsen, vil den politiske Krise betegne Begyndelsen til en ny
hundredaarig Blomstringsperiode saa kraftig, at ingen af os havde drømt om, at
vi skulde komme til at opleve noget saadant.

Share
This entry was posted in Samfunn. Bookmark the permalink. Both comments and trackbacks are currently closed.