Farmand 4. mars 1905

Om at konsulatsaken må løses og kongelig forlovelse.

Om at konsulatsaken må løses

Det norske Folk blev forleden alt
andet end behagelig overrasket ved at løse Statsminister Hagerups Afskedsansøgning
og det Brev, som H. kgl. Høihed Kronprinsregenten havde fundet at burde
tilstille Storthingets 19 Mands Komite. Statsminister Hagerup blev valgt til
Stortingsmand for at fortsætte de af Ministeriet Blehr indledede Forhandlinger
om Konsulatsagen. Disse Forhandlingers Ramme var opstukket gjennem det saa ofte
orntalte Kommunike, hvori de norske Underhandlere siger:

«Naar de nuværende Forhandlinger fra norsk Side var ført under den
Forudsætning, at Spørgsmaalet om Forandring af det mislige Forhold (dvs. i
Udenrigsstyret) lades uberørt, da var det skeet under Hensyn til, at
Anskuelserne angaaende den rigtige Maade at rette det paa var saa afvigende i
de to Lande, at Enighed ikke for Tiden kunde paaregnes».

Om denne Sag udtalte
Statsministeren sig paa Trondhjemsmødet uforsigtigen derhen, at han vilde
forhandle og bare forhandle. Ud fra denne Reservation kunde Statsministeren
have sagt til Kongen: Jeg har fuldført mit Mandat, jeg har forhandlet, saa længe
en Mulighed existerede for at opnaa et tilfredsstillende Resultat, men da et
saadant desværre ikke var at faa, fratræder jeg.

Men han har taget sig et nyt
Mandat af egen Magtfuldkommenhed: at arbeide for Unionens Oplønsning eller, som
han udtrykker det: at søge friere Former for Folkenes Samarbeide. Og i
Folkemødestil fortsætter han i sin Afskedsansøgning: «Det er min Overbevisning,
at hvis det norske Folk i «samlet Folking» vil betræde denne Vei, vil det være
muligt at opnaa et fredeligt og ærefuldt Unionsopgjør».

Men han angiver ikke den Vei
eller de Midler, ved hvilke dette Opgjør skal naaes.

Det er blevet sagt, at det skulde
være farligt for Norge at hævde sin Vilje med Hensyn til Konsulatsagens
Gjennemførelse. Naar man læser Kronprinsregentens Skrivelse, hvori man
gjenfinder Bostrøms Synsmaader, og ser, hvilken overordentlig stor Betydning
man i Sverige tillægger Unionen, maa man beundre Hagerups Naivitet, naar han
mener, at det skal gaa saa inderlig glat at faa den opløst. Dertil vil man
ialfald ikke kunne paaregne Dynastiets Hjælp, da Unionen efter Kronprinsregentens
Mening er en Livsbetingelse for de to Folks Lykke og Fremtid.

Derimod
har man med denne høitidelige Forsikring for øie være berettiget til at gaa ud
fra, at hverken Kongemagt eller Sverige vil sætte Unionen paa Spil for i bedste
Fald overfladige Bestemmelsers Skyld vedkommende de norske Særkonsulers
Stilling.

Det
turde saaledes være overflødigt at skrive saa meget om det Mod, som tiltrænges
for at gjennemføre Konsulatsagen.

Men
det er nødvendigt, stillet som vi nu er, at Partierne hos os smelter sammen og
paa en ganske utvetydig Maade manifesterer, at de er enige, og dette kan bedst
gjøres paa den Maade, at de enes om at tilveiebringe de Penge, som vilde
behøves, hvis, mod Formodning, dot svenske Folk
skulde ville sætte sig imod norsk Beslutning Konsulatsagen.

En
Storthingsbeslutning om, at der i de kommende 10 Aar aarlig skal afsættes til
det extraordinære Reservefond f. Ex 4. Mill. Kroner, og at disse Penge foruden
det Underskud i kommende Budget, som man venter sig, skulde tilveiebringes
gjennem en øget Told paa en eller flere af Kasseartiklerne, vilde ikke kunne
misforstaaes paa noget Hold.

Og en saadan Beslutning, som
vedtoges af Høire og Venstre, med Undtagelse af kanske nogle faa Yderligaaende
paa hver Side. vilde betegne en Nydannelse i vort politiske Liv af uvurderlig
Betydning, ganske, bortseet fra den specielle Foranledning. Thi det er begge
Partiers Stemmefiskeri med store Udgiftsbudgetter og Nedslag paa Indtægtssiden
som har gjort, at Landets financielle Stilling idag er saa daarlig, som den er.

Hvis man ikke i Begyndelsen af
9O-Aarene, da alle var enige om, at Jernbanebygningen skulde gjenoptages, havde
slaaet ned Tolden paa Kasseartikler og andre Indtægter, vilde vi til Dato have
kunnet bygge Jernbaner for mellem 80 og 90 Millioner Kroner af egne Penge
istedetfor med Statslaanemidler. Hvor ganske anderledes vilde vi ikke nu
staaet? Alene i aarlig Rentebesparelse nu 3 à 3 ½ Mill. Kr.

Om Konsulatsagen vedtoges som
Beslutning eller i Lovsform vilde være et underordnet teknisk Spørgsmaal, hvis
en Budgetbeslutning som den her antydede først vedtoges gjennem en
Sammenslutning af de besindige inden alle Partier.

Og der vilde ikke være noget
iveien for at ledsage Konsulatsags Beslutningen med en Stortingsudtalelse om,
at vi var fuldt villige til at tage svenske Forslag til et endeligt Unionsopgjør
under Overveielse.

Om kongelig forlovelse

The betrothal of Prince Gustavus Adolphus
eldest son of the Crown Prince Regent of Norway and Sweden to Princess
Margaret of Connaught has been received with
satisfaction in this country. Our connections with England
are so intimate that an English princess will ever be welcome upon the ancient
throne of Norway, but his sentiment is considerably overclouded by the fact that the Royal house
of Bernadotte is being more and more estranged from the Norwegian nation. The
serious crisis through which the Union between Norway and Sweden
is passing at the present time is not to be misunderstood so far.

Share
This entry was posted in Samfunn. Bookmark the permalink. Both comments and trackbacks are currently closed.