Farmand 4. november 1905 om folkeavstemningen

Det er en alvorlig Prøve, som det
norske Folk sættes paa, ved den Folke-afstemning, som Regjeringen har fundet
sig tvunget til at foreslaa.

Dersom den Forfatning, under
hvilken vi har levet siden 17. Mai 1814, var daarlig, og Monarkiet var
ensbetydende med en Undertrykkelse af Folket, vilde der visselig ikke idag
findes mange iblandt os, som vilde vige tilbage for de Ulemper og Farer, som
under de nu existerende Forhold kunde være forbundet med en
Forfatnings-Foranding. Men ingen kan for Alvor paastaa, at Nordmændene vilde
have været en friere og mere demokratisk Nation under en Præsident, end de er
blevet under Dynastiet Bernadotte. Og naar der saaledes ikke er en betydelig
Vinding at vente, skulde det synes at være en noksaa selvfølgelig Ting, at man
ikke skulde indlade sig paa Eventyr af tvilsomt Udfald.

Men fordi vort Land hidtil ikke
har havt nogen direkte Forbindelse med Udlandet, er det ikke gaaet op for alle
vore Medborgere, at der ved Afgjørelsen af, hvorvidt vi skal tage Prins Carl af
Danmark til Konge eller ikke, er andre Hensyn at tage, end naar vi skal
bestemme, om vi vil bygge denne eller hin Jernbane eller vedtage en Lov om
Aktieselskaber. Disse Ting har vi hidtil afgjort og kommer for Fremtiden til at
afgjøre ganske efter vort eget Hoved. Men idet vi skal træffe Afgjørelse af
Formen om vor fremtidige Repræsentation udad, bør vi ogsaa, dersom vi vil være
kloge, tage stærkt Hensyn til, hvorledes vor Beslutning kommer til at tage sig
du for den offentlige Opinion udenfor Norges Grænser.

Først og fremst vil
udenforstaaende ræsonnere som saa, at naar Nordmændene uden Sværdslag har
opnaaet Unionsopløsningen, bør de gjøre saa faa og saa smaa Forandringer i sin
Statsorganisation for øvrig, som Forholdene tillader, fordi man nemlig i de
større Samfund tillægger den historiske Kontinuitet den allerstørste Betydning.
Ikke mindst har denne sunde Konservatisme været bestemmende for Englands
politiske Udvikling, og hos dette Folk, hvis Venskab om mulig kommer til at
være af større Betydning for os, efter Unions-Opløsningen end før, vil man
uvilkaarlig komme til at bedømme vor politiske Modenhed efter den Grad af
Selvbeherskelse, som vi nu lægger for Dagen.

Og dærnest maa man ikke overse,
at medens den monarkiske Institution for 50 Aar siden overalt ansaaes som ganske
forældet og bestemt til at forsvinde, har forskjellige Omstændigheder siden
mægtig bidraget til atter at bringe dens Aktier til at stige. Man vil derfor
ikke i Udlandet forstaa den Tankegang, som nu skulde diktere Republikens
Indførelse i Norge. Man vil tvertimod se paa Sagen rent forretningsmæssigt og
sige, at naar et lidet og fattigt Folk har Adgang til at skaffe sig et eget
Dynasti fra det danske, i Europa høit ansete Kongehus og som Dronning en Datter
af Kong Edward – altsaa vil kunne gjøre sin Indtrædelse blant Staterne under de
bedste Varlser – og alligevel kaster Vrag paa disse Fordele, saa forstaar det
Folk sig ikke paa business.

Og hvis en Majoritet af de norske
Vælgere nu skulde følge Castberg, Konow, Eriksen & Co., hva vilde da blive
Resultatet?

Regjeringen maatte gaa; det er en
Selvfølge. Den Regjering, som nægtede at blive staaende som Kong Oscars
Raadgivere, hvis han nægtede Sanktion paa Konsulat-Loven, og som deri fik
Stortingets Medhold, kan naturligvis heller ikke tvinges til at blive staaende,
naar den er desavoueret af det norske Folk. Den gaar altsaa.

Men hvordan kan Stortinget med
Held forsætte sin Virksomhed, dersom en Majoritet af Vælgerne i et
Livsspørgsmaal udtaler sig stik imod Stortingets Majoritets Opfatning? I Lande,
hvis Konstitution gir Adgang til Stortings-Opløsning, vilde denne netop i et
saadant Tilfælde blive anvendt. Nu kjender imidlertid ikke Grundloven
Opløsningsret. Hva skal der under disse Forhold gjøres, hvis Stortinget
underkjendes? Skal det blive siddende paa Trods af Folkemeningen, eller skal
Stortinget udenfor Grundloven udskrive en konstituerende Forsamling.

At stille Spørgsmaalene bør være
nok til at vise, at enhver Borger i dette Land, som har sit Fædrelands Velfærd
kjær, bør anstrenge sig til det alleryderste for at faa saa mange som muligt
til at deltage med et Ja.

Forhaabentlig vil det Skridt, som
Regjeringen har bestemt sig for, retfærdiggjøres af Udfaldet. Hvis et
forsvindende lidet Antal af Stemmer svarer Nei, vil ikke alene
Frigjørelses-Værket fra isommer faa sin endelige Folkebekræftelse; men for alle
Tider vil de slette Raadgivere, som nu i ellevte Time har forsøgt at forvilde
det norske Folk, være gjort magtesløse.

Share
This entry was posted in Samfunn. Bookmark the permalink. Both comments and trackbacks are currently closed.