Kongeriget Norge 872 – 1905

Af. A.C. Drolsum

Under den alvorlige
Krise, som svensk Uforstand bar bragt Unionen op i, har vi troet, at det kunde være
ønskeligt at give Udlandet Besked om de historiske Forudsætninger,
ud fra hvilke Uoverenstemmelserne mellem Norge og Sverige maa bedømmes.

Vore i Udlandet
bosatte Landsmænd maa i denne Tid føle sig som Norges
Repræsenter, og i Herr Overbibliothekar Drolsums Artikel vil de finde en
Oversigt over de historiske Argumenter, som man ikke kan forlange, at enhver Mand
skal sidde inde med.

For at vore Læsere her
hjemme alle skal kunne se, hvad der fortælles Udlandet i vor engelske Afdeling,
har vi mod vor Sædvane ogsaa gjengivet Overbibliothekarens Artikel paa Norsk.

Kongeriget Norge er et af
Europas ældste Riger. Thi allerede da Kong Alfred den store (871-901) havde
været Konge over det angelsachsiske England i kun et Aar – A.D. 872 – blev det
norske Enekongedømme konstitueret [Paa den Tid existerede kun et tysk
Kongerige, et fransk (frankisk) Kongerige, et angelsachsisk Kongerige, et
frankish-italiensk Konge- og Keiserdømme, et græsk(østromersk) Keiserdømme, et
russisk Fyrstendømme, et Kongerige Danmark, medens Sveriges Historie da ligger
saa i Dunkelhed, at man kun kan skjelne enkelte Upsala-Konger og Birka-Konger. Men
der existerede da intet Kongerige Preussen, intet Kongerige Holland, intet
Kongerige Belgien, intet Kongerige Portugal, intet Kongerige Spanien (dette var
næsten helt i Arabernes Hænder) og selvfølgelig intet af de nuværende smaa
tyske Kongeriger eller det sydøstlige Europas moderne Kongeriger.].
Sjøslaget i Hafrsfjord, hvor de sidste Smaakonger
maatte bukke under for denne nye politiske Idés
Representant, Kong Harald Haarfagre, blev Udgangspunktet for det samlede norske
Folks Statstilværelse indtil den Dag idag. Og lige fra hin fjerne Tid, i mere
end tusinde Aar, har Nordmanden holdt fast ved Kongstanken: tro har han været
mod Norges Krone, selv om den ved Arv eller Valg kom til at hvile paa en
Nabofyrstes Hoved, og selv naar politiske Forhold vel kunde fristet til at se sig om efter mere
nationale Høvdinger.

I Aaret 1319 uddøde den
mandlige Linie af Harald Haarfagres Æt, og ved Arv gjennem et Kvindeled kom den
svenske Folkungeæt paa den norske Throne, hvorved der indlededes en
Personal-Union med Sverige. Men dermed blev snart baade Norge og Sverige
utilfredse, og efter mange Forviklinger besluttede de at skilles ad igjen paa
den Maade, at Svenskerne tog den da Regjerende Konges, Magnus Erikssons, ældste
Søn og Nordmændene hans yngre Søn til Konge. Og saa ivrige var Nordmændene for
at komme fra Sverige og faa sin egen Konge igjen, at Kong Magnus allerede i
1343, da hans Søn, Haakon VI, kun var 3 Aar gammel, maatte
lade ham udnævne til Norges Konge og love, at han som voxen skulde
tiltræde sin Regjering, medens han dog strax maatte udnævne en egen
Regjeringskommission for Norge. Haakon tiltraadte personlig sin Regjering i
1355, men blev allerede i 1362, ved sin ældre Broder Eriks Død, valgt til
Sveriges Konge, hvilket meget mod Nordmændenes Villie og til Landets Ulykke
bragte Norge op i de indre svenske og svensk-danske Kampe. Hertil bidrog ogsaa,
at Kong Haakon i 1363 var bleven gift med den danske Konges, Valdemar (IV)
Atterdags, Datter Margrete. Endnu
større Følger fik imidlertid dette Giftermaal derved, at Kong Haakons og
Margretes Søn Olav i 1375 blev valgt til Konge i Danmark ved sin Morfaders Død;
thi dette blev Indledningen til Norges langvarige Forbindelse mod dette Land.
Kong Haakon døde nemlig allerede i 1380, og da Norge var et Arverige, var en Personalunion
med Danmark given.

Til Norges Ulykke uddøde
nu ogsaa dette Kongehuses Mandslinie, idet Kong Olav allerede døde i 1387, og
under hans Moders, den beromte Dronning Margretes,
Styrelse gled saa Norge ind i den Forening med
Nordens to andre Riger, der har faaet Navn af Kalmarunionen, en ulykkelig
Forbindelse, der affødte stadige Stridigheder og indbyrdes Krige, indtil den
omsider sprængtes af Svenskerne under Gustav Vasa i 1521. Herunder havde dog
det norske og det danske Rigsraad afsluttet en særskilt Unionstraktat mellem
Norge og Danmark, i Bergen 1450, baseret paa de to Rigers Ligeberettigelse.
Under den danske Thronstrid og Borgerkrig i 1533-1536 («Grevens Feide»),
der endte med Reformationens
Seier, saa det et Øieblik ud til, at den katholske Reaktion under Ærkebispen af
Nidaros skulde lykkes; men ogsaa denne Gang var
Folkets Vedhængen ved den arvelige Kongemagt stærk nok til at unddrage dette
Forsøg nogen kraftig Støtte, og Norge hyldede den arveberettigede Thronfølger
af det oldenburgske Hus, Christian III, i 1537. Fra den Tid var Norge forenet
med Danmark indtil 1814, men vel at mærke som et eget Rige, ikke som en
Provins. Paa den danske Rigsdag i Kjøbenhavn 1536 tvang den mægtige danske Adel
Kong Christian i § 3 i hans danske Haandfæstning til at love, at Norge, hvis
han maatte erobre det med Vaabenmagt, ikke mere skulde
være et eget Rige, men en Del af Danmark, men dette Løfte blev ikke opfylt.
Norge blev nemlig ikke Gjenstand for nogen Erobring. Heller ikke havde hint
Løfte nogen for Norge bindende Kraft; det var Datidens Nordmænd ganske
ubekjendt; og det Aktstykke, der indeholdt det, blev først trykt henved 250 Aar
senere, nemlig i 1778. Norge vedblev derfor efter som for at nævnes som et eget
Rige ved Siden af Danmark, ja i selvsamme Aar (1536), en Maaned kun efter hin
anmassende Paragrafs Tilblivelse, anerkjender Kongen selv Norges Særstilling i
en med Sverige sluttet Traktat. Dette sker ogsaa i alle senere Haandfæstninger,
og der sammenkaldtes ogsaa egne norske Stændermøder lige fra 1548, da den samme
Kong Christian III lod sin Søn Frederik hylde i Oslo (det senere Christiania)
som norsk Thronfølger og stadfæstede «St. Olafs og Norges Lov, Privilegier og Rettigheder».

Kongehusets Interesse
faldt heller ikke her sammen med den danske Adels. Danmark var et Valgrige,
hvor Adelen dengang ved Kongevalg bandt Kongens Hænder ved strenge
Haandfæstninger og stadig øgede sin Magt og sine Rettigheder paa Kronens og det
menige Folks Bekostning. Norge var derimod, hvad det altid havde været, et Arverige,
og idet Kongerne fastholdt sin Ret i saa Henseende, bandt de til Gjengjæld den
danske Adel til ved Valget altid at holde sig til Kongens nærmeste Arving, hvis
den ikke vilde resikere Unionen med Norge. Norge kom derved til altid at staa i
et eiendommeligt Forhold til Kongehuset, der eftersom dets Magt udvidedes,
stadig satte mere Pris paa sine tro Nordmænd. Karakteristisk nok var ikke blot
den kongelige Orlogsflaades faste Stok grundlagt paa norske Sjøfolk, ligesom
dens Mandskab i det hele overveiende var norsk, men det betroede ogsaa gjerne
sit Liv til NordMændenes Varetægt: den kongelige Livgarde i Kjøbenhavn blev
gjennem Tiderne stedse mere rekrutteret fra Norge.

Foreningen med Danmark
begyndte altsaa for Norge paa den ærefuldeste Maade: det var den norske
Thronfølger, der blev Danmarks Konge. Men ikke desto mindre udviklede denne
Forening sig paa en for Norge lidet heldig Maade i lange Tider. I hine fjerne
Aarhundreder, da der ikke existerede nogen central Dannelsesanstalt, da der
ikke fandtes noget Universitet eller nogen central Militærskole, var Kongens
Hof det eneste Sted, hvor Landets bedste Sønner kunde faa den nødvendige
politiske og militære Uddannelse, der kunde gjøre dem skikkede til senere med
Indsigt at deltage i den høiere Statstjeneste. Kongens Hof var Landets
Kultur-Centrum i en Grad, som vi nu har ondt for at forstaa, og det kunde paa
ingen Maade erstattes hverken af Domskolerne ved Bispesæderne eller det mægtige
Erkebispesæde i Trondhjem, tiltrods for den Glans St. Olafs Helligdom Middelalderen
igjennem kastede over det. Da nu Kongerne, tvungne af politiske Forholde, til
Stadighed kom til at residere udenfor Norges Grænser, vanskeliggjordes unge
norske Mænds Hoftjeneste og Uddannelse i høi Grad, og da flere af de ældre
Unionskonger stærkt begunstigede indflyttede og indgiftede danske Adelsmænd ved
Embedsbesættelser i Norge, trykkedes den norske Adel stærkt tilside og trak sig
mere og mere tilbage paa sine Gaarde som Godsbesiddere alene. Men svækkedes
saaledes Adelen til Rigets Skade dengang, saa styrkedes Bondestanden eller den
jordbrugende Klasse desto mere, og medens den danske Bonde sank ned i en ren
Trælletilstand, vedblev den norske Bonde altid at være den frie stolte Mand,
som man ikke vovede at byde den danskes Kaar. Landet havde imidlertid sit eget
Rigsraad, og saalænge den katholske Kirke opretholdt sin Magt (til 1536), havde
det ogsaa en ganske kraftig Støtte i Geistligheden og især da i den mægtige
Ærkebiskop i Nidaros, der var Raadets første Mand. I Tiden mellem 1537 og 1660 var
Kongemagten imidlertid saa stærkt svækket, at det danske Rigsraad kunde trænge
sig ind som Kongens Medregent i flere vigite Punkter, saa at det norske
Rigsraad erstattedes ved de saakaldte «Herredage».

Med Enevældets Indførelse
og det danske Adelsvældes Fald (1660) hævedes imidlertid Norge atter det med
Danmark helt sideordnede Rige. I den nye Grundlov, «Kongeloven» handles der om
de to Arvekongeriger Danmark og Norge, hvert med sine særskilte Provinser og
Lande, og Enevoldskongerne bruger aldrig Udtrykket «Rige» om Norge og Danmark i
Forening, de taler om «Vort Rige Norge» som om «Vort Rige Danmark». En
Omstændighed, som navnlig i Sverige, men ogsaa ellers i Europa har støttet
Misforstaaelsen af Norges daværende statsretslige Stilling er Benævnelsen af Kongen
som «den danske Konge», hvilket man for Kortheds Skyld ofte brugte og naturlig
nok, da Kongen residerede i Danmark. Men uagtet man nok i officielle Aktstykker
af og til kan finde dette Udtryk brugt, er det dog her Regelen, at Kongen enten
nævnes med fulde Titler eller «Konge i Danmark og Norge». Ved Kongens Salving
virkede ogsaa Biskopen i Oslo (Christiania) med ved Siden af Biskopen i
Sjælland (Kjøbenhavn), og de to havde samme Rang og foran Rigernes andre
Biskoper. Kongerne selv paasaa omhyggelig, at Norges sideordnede Stilling
iagttoges. Da man f. Ex. for Christian VI (1730-1746) fremlagde et Udkast til
en Medalje, hvor Norge var fremstillet som en knæklende Figur, sagde han, at
Norge ikke maatte fremstilles som et undertvunget Land, Nordmændene var et frit
Folk [Det er i nutidens Sprog «et souverænt Rige».], og i en Strid mellem Byerne
Christianias og Kjøbenhavns Borgere traf han sin Resolution til Fordel for Christiania
med de Ord: «Jeg er Herre over begge Riger, Fader til begge Børn, jeg vil ikke gjøre
nogen Uret; men det ene maa ikke begjære mere end det andet. Lige Brodre, Lige
Lod». En i Sandhed kongelig Tale! Og saaledes var i det hele Enevoldskongernes
(1660-1814) Fø1elser for det norske Folk; de saa aldrig ned paa sine norske
Undersaatter som et ringere Folk, og de følte sig
ogsaa saare tilfredse mellem Nordmændene, naar de var paa Reiser i Norge.

Norges Ligestilling med
Danmark hævdes ogsaa allerede i det 18. Aarhundrede bestemt som det
statsretslige Princip af danske Statsretslærere
som Andr. Hojer, Scheidt og Kofod Ancher. De fremhæver udtrykkelig, at Norge
hverken var eller noensinde havde været en dansk Provins, men at det var et
frit (dvs. souverænt) Rige ved Siden at dette.

Det laa i Enevældets
Princip, at det stræbte efter den størst mulige Centralisation af alle
Regjeringsorganer i Kongens Residensstad, Men karakteristisk nok,
som et Udslag af den Tillid, Kongerne nærede
til sit norske Folk, blev netop den Gren af Styrelsen, som Enevældet i andre
Lande lagde mest Vægt paa at forme til en Enhed, Hærvæsenet, her mindst draget
ind under Centralisationen: Norge havde sin egen Hær, der ogsaa altid benævntes
den norske Hær. «Intet kunde», siger den berømte
danske Historiker E. Holm, «være et stærkere Bevis paa, at Regjeringen
opfattede Baandet mellem de tvende Riger som allene havende sin Styrke ved
Nordmændenes eget Samtykke. Det var nemlig saa, at disse, hvilken Dag de vilde,
kunde sprænge Forbindelsen med Danmark. Deres Hær var fuldstændig national,
hvad Mandskab angik, og Officérskorpset bestod aldeles overveiende af
norskfødte Mænd. Hæren var desuden saa stærk [35 000 Mand indtil Aaret 1818 med
en Befolkning paa henved 900 000] at det vilde være
ganske umuligt for de danske at erobre Norge, hvis det faldt fra. Ovenikjøbet
vidste enhver, at Sverige vilde have modtaget Nordmændene med aabne Arme, paa
hvilke Vilkaar disse end vilde kræve, naar de blot vilde bryde med Danmark».
Den samme Historiker bemærker ogsaa, at Enevoldskongerne neppe har gjort noget
klogere end at opretholde denne Dualisme i Hærvæsenet, thi derved lagde de
aabent for Dagen, at de ikke betragtede Nordmændene som undertvungne
Undersaatter i et Lydrige, men viste dem en Tillid, som der i Norge blev sat
Pris paa. Paa Styrelsens øvrige Omraader var der imidlertid en stærkt gjennemfort
Centralisation, med de flest mulige Regjeringsorganer i Nærheden af Kongens
Person, i Residensstaden Kjobenhavn. I den tidligere Tid havde Nordmændene
liden Antal i de høiere civile Embeder, men her havde ogsaa Danskerne Grund til
at klage over Tilsidesættelse for de mange Fremmede. I de geistlige Embeder
rykkede dog ofte Nordmænd høit op, selv i Danmark. Frederik IV (1699-1730)
havde to norske Hofprester, og Christian VI’s første Hofprest var ligeledes
Nordmand. Det hændte ogsaa, at der omtrent til en og samme Tid sad Nordmænd paa
tre af Danmarks Bispestole. Efterhaanden forandredes ogsaa Forholdet for de
høiere civile Embeders Vedkommende; vi behøver blot at minde om, at
to af Udenrigsministrene i den dansk-norske Forenings sidste Tid var Nordmænd
(saaledes bl. a. i selve Adskillelsens Aar 1814), og desuden finder vi Nordmænd
da baade som Diplomater og i andre høie Embeder, f. E. den berømte Christian
Colbjørnsen, der spillede en fremragende Rolle baade under de store danske
handboreformer og tillige som Generalprokurør. Under Norges nu snart 100 Aar
gamle Forening med Sverige kan ingen Nordmand blive Udenrigsminister, og det
gjør da et besynderligt Indtryk, at det fra svensk Side bebreidende fremhæves,
at Norge tidligere oversvømmedes af danske Embedsmænd. Af hvad Art denne
Oversvømmelse blev, fremgaar noksom af det Faktum, at da Danmark og Norge i
1814 skiltes ad, var der i den civile Embedsstand kun ansat 156 Dansker i
Norge, men derimod 208 Nordmænd i Danmark.

I det daglige Samkvem
raadede ogsaa mellem Norske og Danske, især i Foreningens senere Aarhundreder,
det bedste Forhold. Det var saa langt fra,
at de Danske saa ned paa Nordmændene, at det tvertimod var en Anbefaling at
være Nordrnand, naar man herfra kom til Residens- og Universitets-Staden, og
dette vidner saa meget stærkere om den virkelige Anerkjendelse, der laa til
Grund for dette Forhold, som Nordmændene ikke netop ved Elskværdighed og
Indsmigren gjorde noget for at fortjene denne Sympathi. Nordmændene, der især i
Foreningens tidligere Periode havde havt en stærk Følelse af, at «Danmark» og
«dansk» til dagligdags havde en urimelig Overvægt over det norske Navn, var
altid ivrige for med sin lige fra Middelalderen vel kjendte nationale
Selvfølelse at hævde sit Lands og sit
Folks Fortrin; og denne Norskhedsfølelse gik ofte saa vidt, at de, som
den engelske Gesandt Molesworth (1693) fremhæver, saa ned paa de Danske. Men
alt saadant oversaaes paa Grund af den Tapperhed, Nordmændene altid viste i
Kongens Tjeneste.

Det, der nemlig saa længe
bandt Norge og Danmark sammen, var foruden Troskaben mod det fælles Kongehus,
Kampen for Selvstændigheden mod Sverige.

Da Sverige efter
Trediveaarskrigen var blevet on europæisk Stormagt, krævede det Opbydelsen af
de to andre nordiske Folks yderste Kræfter at bevare sin Uafhængighed. Gang paa
Gang rakte Sverige navnlig sin Haand ud efter Norges Rige, ja lige fra Gustav
Vasas Tid, og atter op, atter igjen – under Carl X Gustav og Carl
XII. Det mislykkedes Gang paa Gang, men Norge taber dog 3 Provinser (Bohuslen,
Jemteland op, Herjedalen) paa Grund at Uheld paa den danske
Krigsskueplads, tiltrods for at den norske Hær mod Kraft og Held værgede Norges
Granser. Saa kommer 1814, da rækkede Sverige atter Haanden ud efter hele Norge.
Det samme Norge, der i 1809 ærligt havde bidraget ti1 at sætte Svenskerne
istand til at gjøre den Revolution, der reddede Sverige fra Undergang, det skulde
nu erobres. Man mente at have opnaaet dette ved
Kronprins Carl Johans lette Seier i Holsten over en liden Del at Kong Fredrik
VI’s (ikke norske) Tropper og den derpaa følgende Fredsslutning i Kiel
(14. Januar 1814), hvorved denne Konge afstod sine
Rettigheder til Norge til den svenske Konge. Man havde regnet baade med
Stormagterne og med Danmark, men man havde ganske glemt at regne med, at der
fandtes et norsk Folk, der altid havde været for stolt til at være Dansker, og
som nu var baade for stolt og for kraftigt til at ville være Svensker.
Nordmændene vilde ikke anerkjende og har aldrig anerkjendt Freden i Kiel som
bindende for sig. Kun i det ene Stykke maatte de finde sig, at Norges Rige
derved gik glip af sine 3 gamle Bilande (Island, Færøerne og Grønland), de, der
bedre end noget andet bar Vidnesbyrd om, at det var Nordmændene, som var
Nordens gamle Sjøfarere og Opdagere.

Til Held for Norge var den
davavrende Thronfølger, Prins Christian
Fredrik
, i Norge som Kongens Statholder i
Afgjørelsens Øieblik, og med ham i Spidsen reiste Folket sig som én Mand til
Forsvar for sin Frihed. Hæren, der forøvrigt allerede var paa
Grænsevagt mod Sverige, blev sat helt paa Feltfod. Der indkaldtes en
Rigsforsamling til Eidsvold, vedtoges en ny Grundlov, og derpaa valgtes Prins
Christian Fredrik til Norges Konge (17. Mai 1814).
Nordmændene mente at have Erfaring for, at de kunde værge sit uveisomme og haardsøgte
Land mod Svenskerne, hvis de bare kunde sikre sig Tilførsel at de nødvendigste
Levnetsmidler, og hertil havde de god Udsigt, da det danske Folk hilste Norges
Reisning med Begeistring. Men Stormagterne vilde det anderledes. Det var
navnlig Keiser Alexander I af Rusland, som ønskede at sikre det nys fra Sverige
erobede Finland, der var ivrig i at skaffe Sverige en formentlig Erstatning, og
ikke undsaa sig for at lade sin gamle, trofasfe Allierede, den dansk-norske
Konge udrede denne med Halvdelen af sine Lande. Men ogsaa England, paa hvis
Sympathi og Bistand Norge altid havde stolet, fandt at maatte fastholde
sin Traktat med Sverige, hvori det for at vinde
Carl Johans Bistand i Kampen mod Napoleon havde lovet at bidrage tit en
Forening at Norge med Sverige ved at støtte med sin Flaade, indtil Kongen af
Sverige var kommen til umiddelbar Forhandling med det norske Folk. Der blev i
det engelske Parlament talt varme Ord for Norge, som kun forlangte den Frihed
for sig, som England netop havde tilkjæmpet det øvrige Europa mod det
napoleonske Tyranni, og den engelske Premierminister Lord Liverpool skrev
derfor kort efter, at den norske Affære truede med at blive »the most akward of
all our politics» – men Europas Forhold var dengang saadanne, at den engelske Regjering
fandt at maatte indskrænke sig til at sikre Nordmændene, at den nye Forening
med Sverige blev afsluttet «med alt Hensyn til deres Frihed og Lykke». Da
derfor de 4 Stormagter, England, Rusland, Preussen og Østerrige, sendte sine
Gesandter e11er Kommissærer til Norge i Juli 1814,
formidlede disse den Traktat mellem Sverige og Norge, som er bekjendt under Navn af «Conventionen i Moss«, hvorved
Freden i Kiel for Norges Vedkommende blev skudt helt tilside. Sverige gik
overmaade nødigt ind herpaa og gav det – for at redde Skinnet – Udseende af, at
det afviste Magternes Forslag. En svensk Hær rykkede nogle faa Mil ind i
Landet, tog en Fæstning, som var berøvet sit vigtigste Skyts, og som
Nordmændene selv allerede havde bestemt sig til at rømme (Fredriksstad), men
blev paa sin nordlige Fløi efter den eneste alvorlige Kamp i dette nærmest
demonstrative Felttog kastet tilbage over Grænsen og kunde ikke tage den stærke
Klippefæstning Fredrikssten (hvor Carl XII var falden i 1718). Men saa – ja saa
tilbød den svenske Kronprins Carl Johan, der forøvrigt personlig var en høit
anlagt Politiker, et Hoved høiere end den Tids svenske Statsmænd, netop
Underhandlinger paa den Basis, som Stormagternes Sendebud havde foreslaaet.
«Conventionen i Moss» blev sluttet
14. August 1814. Kong Christian nedlagde foreløbig sin Magt i Statsraadets
Hænder, som nu forestod Landets
Styrelse, indtil det nyindkaldte Storting kuude træde i Underhandling med den
svenske Konge. Den bedste Del af de norske Tropper blev under den nu bestemte Vaabenstilstand
staaende under Vaaben, og Stortinget kunde derfor i fuld Frihed forhandle
om den Nye Forening. Den 10. Oktober nedlagde Kong
Christian Fredrik sin Krone i Folkets Hænder (til Stortingets Deputation) og
løste det fra dets Troskabsed til ham, hvorpaa
han forlod sin Residens for at seile til Danmark. Punkt for Punkt maatte
nu de svenske Underhandlere give efter og nedsætte sine Fordringer, og først da
Norges Grundlov var sikret saaledes, at Norge beholdt sin fulde indre Frihed,
sin egen Hær, sin egen Flaade, egen Bank og eget Pengevæsen, egen
Toldbeskatning, sit eget Universitet, kort alt, hvad der hørte til for at sikre
dets selvstændige Tilværelse, først da
valgte Stortinget Kong Carl XIII af Sverige til Norges Konge, 4. November 1814. (Samme Dag landede
Christian Fredrik i Aarhus. Han blev siden Danmarks Konge som Christian VIII).
Derefter gav Carl Johan de svenske Tropper, der havde staaet paa den ved
Vaabenstilstanden fastsatte Demarkationslinie i det sydøstligste Hjørne af
landet (Smaalenene), Ordre til at
marschere hjem og kom selv, eskorteret af norske Tropper til
Christiania, hvor han i Stortinget antog Grundloven paa den nyvalgte Konges
Vegne.

Vante som Nordmændene var
til den gamle kongelige Styrelse, lagde de uden at gjøre Vanslce­ligheder den
udenrigske Styrelse belt i Rongens Haand. Denne indrettede nu dette saaledes,
at han lod den svenske Udenrigsminister forberede og foredrage Sagerne ogsaa
for Norge. De allerede ansatte svenske Gesandter overtog ogsaa Norges
diplomatiske Forbindelser med Udlandet som «svensk-norske Gesandter», og det
samme blev Tilfældet med Konsulerne.

For at ordne de Dye
konstitutionelle Forhold, som var opkomne ogsaa for Sverige som Følge af
Foreningen mellem de to Riger, indkaldtes Vaaren 1815 en overordentlig Rigsdag
i Sverige. Denne optog ikke Foreningsvilkaarene i den svenske Grundlov, men
foreslog derom en særskilt «Rigsact», som derpaa 22. Juni blev vedtagen,
hvorefter den blev forelagt ogsaa det norske Storting. Dette foreslog enkelte
Forandringer samt tilføiede til ydermere Sikkerhed, at Rigsacten skulde
i Norge have samme Kraft som Grundloven og ikke kunne
forandres uden paa den i denne norske Grundlovs § 112 fastsatte Maade. Derefter
blev det ligelydende Forslag vedtaget og underskrevet af Stortinget (in pleno)
31. Juli og af Rigsdagen (in pleno) 6. August samt fik kongelig Sanction for
begge Riger og i begge Sprog i sammensat Statsraad 6. August 1815.

I denne Rigsacts § 5 er
det fastsat, at de 3 norske Ministre, der følger
Kongen, naar han opholder sig i Sverige, skal have Sæde og delibererende Stemme
i det svenske Statsraad, naar sammesteds forhandles Gjenstande, som angaar
begge Riger. Omvendt skal ogsaa 3 Medlemmer af det svenske Statsraad have Sæde
og Stemme i det norske Statsraad, naar der forhandles Gjenstande, som angaar
begge Riger. Ved denne Bestemmelse mente Nordmændene at have sikret sig norsk
Indflydelse og Ministeransvarlighed ogsaa ved Behandling af udenrigs-politiske
Sager. Men saa blev ikke Tilfældet. Disse Sager behandles nemlig i Regelen ikke
i Sverige i det almindelige Statsraad, men i det saakaldte «ministerielle
Statsraad», hvor Udenrigsministeren foredrager dem for Kongen. Men Nordmændene
fandt sig dog for det første roligt i dette, da de som ovenfor anført var vante
til at betragte Udenrigspolitiken som Kongens Domæne.

Havde man i Sverige
stillet sig uden Forbehold paa Rigsaktens Standpunkt og fuldt ud respekteret
Norges Rige, vilde Nordmændene, der altid har været lette at vinde fra Ærens
Side, kunne have følt sig tilfredse med de nye Forhold. Men det blev
annerledes. For Sveriges mægtige Mænd og Slægter, der i Norge kun havde søgt og
kun saa en Erstatning for det tabte Finland, «var Unionen til at graate over».
I sin Mangel paa Forstaaelse af Nordmændene, der – som enhver, der kjender
noget dybere til hin Tids Norge, ved – med fuldt ærligt Sindelag gik til
Unionen, begyndtes der fra svensk Side en smaalig Kamp mod alt, hvad der var
Symboler paa Norges Riges Tilværelse. Vi maatte kjæmpe om Kongens norske Titel,
om vore Mynters Præg, om Flag og Farver og Rigsvaaben – kort om alt, der for
Udenverdenen kunde forkynde, at endnu levede Norges gamle Rige, det, «der var
ældre end Portugal og Preussen», som den danske Gesandt udtrykte sig for den
russiske Udenrigsminister. Kun en eneste Faktor i det politiske Sverige gjorde
eller stræbte at gjore Norge fuld Ret – det var Kongehuset, hvor det kunde handle
nogenlunde uafhængigt af det svenske Paatryk; der
indrettedes saaledes bl. a. et eget «kgl. norsk Hof», og ved Kong Oscar I’s
Regjeringstiltrædelse i 1844 ordnede Kongen selv Spørgsmaalene om Kongens
Titulatur, om Myntpræget samt Rigsvaabenets Brug, om Farver og Flag i alt
væsentlig efter Nordmændenes Ønsker. Forholdet mellem Kongehuset og Nordmændene
var derfor ogsaa gjennemgaaende godt, ofte hjærteligt, og i det hele ganske
anderledes tilfredsstillende end Forholdet til Svenskerne.

Dette er et utdrag av en
artikkel som sto på trykk i Farmand nr. 4 28. januar 1905. Utdraget utgjør den
første del på ca. 4 ½ sider av artikkelens totalt ca. 7 ½ sider. I samme nummer
av Farmand er også den engelske versjonen av artikkelen. Artikkelen var del 1
av en serie på 2. Den engelske versjonen av seriens del 2 sto på trykk i
Farmand nr. 7 18. februar 1905. Den norske versjonen av del 2 sto på trykk i
nr. 8 25. februar 1905. Den norske versjon av del 2 var på ca. 13 sider.

Axel Charlot Drolsum
(1846-1927) var overbibliotekar ved Universitetsbiblioteket i Kristiania i
perioden 1876-1922. Han drev blant annet igjennom gjeninnføring av pliktavlevering i Norge.
Han planla dagens nasjonalbibliotekbygning ved Solli plass.

Share
This entry was posted in Samfunn. Bookmark the permalink. Both comments and trackbacks are currently closed.