« Farmand 3. juni 1905 om krisen og næringslivet | Main | Farmand 17. juni 1905 om forretningsverdenen og den politiske situasjon »

Farmand 10. juni 1905 om den økonomiske unions oppløsning

I disse mindeværdige Dage, da Konsekvenserne af Statsmagternes Beslutning ionsdags følger hverandre Slag i Slag, har det sin Interesse at fæste Opmærksomheden ved det Faktum, at den politiske Unionsopløsning, som nu har fundet Sted, i en væsentlig Grad er forberedt ved den økonomiske Unionsopløsning, som i Form af Mellemrigslovens Opsigelse ligger snart 10 Aar tilbage. I Virkeligheden kan det siges, at der mellem disse to Unionsopløsninger er en organisk og historisk Sammenhæng, som gjør det nødvendigt at se dem under en Synsvinkel, hvis deres faktiske og gjensidige Betydning skal komme i det rette Forhold til hinanden.

Det fremgaar af de statsretslige Dokumenter, at Norge ved Indgaaelsen af Foreningen med Sverige bibeholdt Grundlovens § 92, som stadig har været betragtet som Hovedhjørnestenen for vor utvilsomme Ret til Oprettelse af eget norsk Konsulatvæsen. Samtidig er det en Kjendsgjerning, at Sverige i de første Aar efter Foreningen tog hele Ledelsen af Konsulatvæsenet i sin Haand, og at det først efter en Række Forestillinger fra de norske Statsmagters Side blev ordnet saaledes, at det fælles Konsulatvæsen mellem Rigerne vedblev at bestaa, men at dets Administration blev henlagt under særskilte norske og svenske Autoriteter, som ikke engang behøvede at operere i Fællesskab. Det var mens denne Ordning bestod (1830--1858), at den Løvenskjold-Vogtske Regjering gjorde gjældende den helt korrekte Opfatning, at det ikke burde være nogen af Rigerne forment at have særegne Konsuler paa de Steder, hvor der fandtes paakrævet, «da Norge og Sverige i kommerciel Henseende er aldeles adskilte, og der i denne saavelsom i industriel Retning tildels findes ganske forskjellige Indretninger og Regler, samt gjør sig forskjellige Interesser gjældende i begge Riger». Denne Udtalelse fortjener at erindres som et Bevis paa, at Norge paa den Tid begyndte at gjøre sig mere og mere uafhængig paa det økonomiske Omraade, og at dets Krav paa økonomisk Selvstyre var baseret paa Forudsætninger helt uafhængige af de politiske.

Som bekjendt blev Begivenhedernes Gang i Slutten af Karl Johans, men navnlig under Oscar den førstes Regjering ledet ind i et Spor, som mere og mere tenderede i Retning af at udviske alle Modsætninger – baade de naturlige og de unaturlige – mellem de to Riger. Dette havde sine Fordele saavel som sine Svagheder, ikke mindst paa det økonomiske Omraade. Til Svaghederne regner vi en Bestemmelse som Resolutionen af 1858, som henlagde det fælles Konsulatvæsen under det svenske Udenrigsdepartement, hvor det som bekjendt fremdeles befandt sig indtil Unionsopløsningen ionsdags. Til en af Fordelerne regner vi Mellemrigsloven af 1855 om frit Varebytte mellem Rigerne.

Desværre skulde det ogsaa paa dette Omraade vise sig, at Skjævhederne i den unionelle Opfatning fra svensk Side var ikke mindre betydelige end Tilfældet var paa det politiske Omraade. Istedenfor at anerkjende det uomtvistelige Faktum, at Norges økonomiske Udvikling fulgte sine egne naturlige Veie, og at disse Veie ikke faldt sammen med Sveriges, blev der, som bekjendt, fra de svenske Statsmyndigheder allerede tidlig gjort Brud paa Grundprincipet i Mellemrigsloven. Af alle de Feilgreb, som i Løbet af den 91 aarslange Union er gjort fra svensk Side, er dette utvilsomt et af de største, bortseet fra selve den endelige Ophævelse, som bare var den naturlige Konsekvens, naar man engang var begyndt at omstøbe Loven til et Værn for svenske Interesser mod norske. Hermed fandt i Virkeligheden den økonomiske Unionsopløsning Sted, i hvilken Konsulatloven i Mellemtiden var kommet ind som et nyt Moment, og som i disse Dage har ledet til den politiske Unionsopløsning gjennem Nægtelsen fra den unionelle Kongemagts Side af at sanktionere Konsulatloven. Med andre Ord, det er i første Række et økonomisk Spørgsmaal som har hidført de nuværende politiske Begivenheder, ikke bare formelt, men ogsaa reelt, og det er ligeledes i første Række paa Grund af vor Overbevisning om at staa økonomisk trygge, at vi har været istand til at optræde paa en Maade, som ikke alene har høinet vor Selvagtelse, men ogsaa – det ser vi af talrige Vidnesbyrd i Udenlandspressen – vundet Samtidens Anerkjendelse.

I denne Forbindelse ligger det nær at drage en Sammenligning mellem den økonomiske Udvikling i det sidste Aarhundrede af Dansketiden og de 91 Aar, som vi nu har gjennemlevet med Sverige. I begge Perioder gjennemgik Norge en hidtil exempelløs Udvikling. Det attende Aarhundrede var – for at bruge et Billede – Norges økonomiske Morgen; det nittende Aarhundrede var dets Dag. I det attende Aarhundrede anede man Norges Udviklingsmuligheder; i det nittende skabte man dem. I det attende Aarhundrede fik vi et norsk Handelsaristokrati, hvis Betydning blev grundlæggende for det Handelsdemokrati, som skulde udvikle sig i det 19. Aarhundrede. Da saa den endelige Skilsmisse fra Danmark fandt Sted, stod vort Folk trods Statsbankerot og en 7 aarig Krigs Gjenvordigheder med en Tro paa vor økonomiske Modstandsevne, som ikke var ringere end Troen paa sin retfærdige Sag. Det er den samme Tro paa vor økonomiske Modstandsevne, der som sagt, har dikteret vor Optræden idag.

Gjennem Udviklingen af et økonomisk Liv. hvis Organisme er voxet sig sundere og stærkere med Aarene, er efterhaanden ethvert Afhængigheds forhold blevet en Umulighed, og i Virkeligheden var det fælles Konsulatvæsen det eneste økonomiske Baand, som endnu knyttede Norges og Sveriges skilte Handels- og Næringslivs Interesser sammen. Forøvrigt var den økonomiske Union opløst, og dermed Veien banet for den politiske Unionsopløsning, som forhaabentlig vil blive Indledning til ny ærefuld Tid i vor økonomiske Historie.


Latest Original Farmann Articles:


Active Treads On Farmann Forum (open forum):


Secure Fast Email And Webhosting By Www.Runbox.Com
Runbox - The Leader In Premium Email And Webhosting
Runbox Premium Epost og Webhosting