« Krigens århundre | Main | Farmand 14. januar 1905 »

Kongeriget Norge 872 – 1905

Af. A.C. Drolsum

Under den alvorlige Krise, som svensk Uforstand bar bragt Unionen op i, har vi troet, at det kunde være ønskeligt at give Udlandet Besked om de historiske Forudsætninger, ud fra hvilke Uoverenstemmelserne mellem Norge og Sverige maa bedømmes.

Vore i Udlandet bosatte Landsmænd maa i denne Tid føle sig som Norges Repræsenter, og i Herr Overbibliothekar Drolsums Artikel vil de finde en Oversigt over de historiske Argumenter, som man ikke kan forlange, at enhver Mand skal sidde inde med.

For at vore Læsere her hjemme alle skal kunne se, hvad der fortælles Udlandet i vor engelske Afdeling, har vi mod vor Sædvane ogsaa gjengivet Overbibliothekarens Artikel paa Norsk.

Kongeriget Norge er et af Europas ældste Riger. Thi allerede da Kong Alfred den store (871-901) havde været Konge over det angelsachsiske England i kun et Aar – A.D. 872 – blev det norske Enekongedømme konstitueret [Paa den Tid existerede kun et tysk Kongerige, et fransk (frankisk) Kongerige, et angelsachsisk Kongerige, et frankish-italiensk Konge- og Keiserdømme, et græsk(østromersk) Keiserdømme, et russisk Fyrstendømme, et Kongerige Danmark, medens Sveriges Historie da ligger saa i Dunkelhed, at man kun kan skjelne enkelte Upsala-Konger og Birka-Konger. Men der existerede da intet Kongerige Preussen, intet Kongerige Holland, intet Kongerige Belgien, intet Kongerige Portugal, intet Kongerige Spanien (dette var næsten helt i Arabernes Hænder) og selvfølgelig intet af de nuværende smaa tyske Kongeriger eller det sydøstlige Europas moderne Kongeriger.]. Sjøslaget i Hafrsfjord, hvor de sidste Smaakonger maatte bukke under for denne nye politiske Idés Representant, Kong Harald Haarfagre, blev Udgangspunktet for det samlede norske Folks Statstilværelse indtil den Dag idag. Og lige fra hin fjerne Tid, i mere end tusinde Aar, har Nordmanden holdt fast ved Kongstanken: tro har han været mod Norges Krone, selv om den ved Arv eller Valg kom til at hvile paa en Nabofyrstes Hoved, og selv naar politiske Forhold vel kunde fristet til at se sig om efter mere nationale Høvdinger.

I Aaret 1319 uddøde den mandlige Linie af Harald Haarfagres Æt, og ved Arv gjennem et Kvindeled kom den svenske Folkungeæt paa den norske Throne, hvorved der indlededes en Personal-Union med Sverige. Men dermed blev snart baade Norge og Sverige utilfredse, og efter mange Forviklinger besluttede de at skilles ad igjen paa den Maade, at Svenskerne tog den da Regjerende Konges, Magnus Erikssons, ældste Søn og Nordmændene hans yngre Søn til Konge. Og saa ivrige var Nordmændene for at komme fra Sverige og faa sin egen Konge igjen, at Kong Magnus allerede i 1343, da hans Søn, Haakon VI, kun var 3 Aar gammel, maatte lade ham udnævne til Norges Konge og love, at han som voxen skulde tiltræde sin Regjering, medens han dog strax maatte udnævne en egen Regjeringskommission for Norge. Haakon tiltraadte personlig sin Regjering i 1355, men blev allerede i 1362, ved sin ældre Broder Eriks Død, valgt til Sveriges Konge, hvilket meget mod Nordmændenes Villie og til Landets Ulykke bragte Norge op i de indre svenske og svensk-danske Kampe. Hertil bidrog ogsaa, at Kong Haakon i 1363 var bleven gift med den danske Konges, Valdemar (IV) Atterdags, Datter Margrete. Endnu større Følger fik imidlertid dette Giftermaal derved, at Kong Haakons og Margretes Søn Olav i 1375 blev valgt til Konge i Danmark ved sin Morfaders Død; thi dette blev Indledningen til Norges langvarige Forbindelse mod dette Land. Kong Haakon døde nemlig allerede i 1380, og da Norge var et Arverige, var en Personalunion med Danmark given.

Til Norges Ulykke uddøde nu ogsaa dette Kongehuses Mandslinie, idet Kong Olav allerede døde i 1387, og under hans Moders, den beromte Dronning Margretes, Styrelse gled saa Norge ind i den Forening med Nordens to andre Riger, der har faaet Navn af Kalmarunionen, en ulykkelig Forbindelse, der affødte stadige Stridigheder og indbyrdes Krige, indtil den omsider sprængtes af Svenskerne under Gustav Vasa i 1521. Herunder havde dog det norske og det danske Rigsraad afsluttet en særskilt Unionstraktat mellem Norge og Danmark, i Bergen 1450, baseret paa de to Rigers Ligeberettigelse. Under den danske Thronstrid og Borgerkrig i 1533-1536 («Grevens Feide»), der endte med Reformationens Seier, saa det et Øieblik ud til, at den katholske Reaktion under Ærkebispen af Nidaros skulde lykkes; men ogsaa denne Gang var Folkets Vedhængen ved den arvelige Kongemagt stærk nok til at unddrage dette Forsøg nogen kraftig Støtte, og Norge hyldede den arveberettigede Thronfølger af det oldenburgske Hus, Christian III, i 1537. Fra den Tid var Norge forenet med Danmark indtil 1814, men vel at mærke som et eget Rige, ikke som en Provins. Paa den danske Rigsdag i Kjøbenhavn 1536 tvang den mægtige danske Adel Kong Christian i § 3 i hans danske Haandfæstning til at love, at Norge, hvis han maatte erobre det med Vaabenmagt, ikke mere skulde være et eget Rige, men en Del af Danmark, men dette Løfte blev ikke opfylt. Norge blev nemlig ikke Gjenstand for nogen Erobring. Heller ikke havde hint Løfte nogen for Norge bindende Kraft; det var Datidens Nordmænd ganske ubekjendt; og det Aktstykke, der indeholdt det, blev først trykt henved 250 Aar senere, nemlig i 1778. Norge vedblev derfor efter som for at nævnes som et eget Rige ved Siden af Danmark, ja i selvsamme Aar (1536), en Maaned kun efter hin anmassende Paragrafs Tilblivelse, anerkjender Kongen selv Norges Særstilling i en med Sverige sluttet Traktat. Dette sker ogsaa i alle senere Haandfæstninger, og der sammenkaldtes ogsaa egne norske Stændermøder lige fra 1548, da den samme Kong Christian III lod sin Søn Frederik hylde i Oslo (det senere Christiania) som norsk Thronfølger og stadfæstede «St. Olafs og Norges Lov, Privilegier og Rettigheder».

Kongehusets Interesse faldt heller ikke her sammen med den danske Adels. Danmark var et Valgrige, hvor Adelen dengang ved Kongevalg bandt Kongens Hænder ved strenge Haandfæstninger og stadig øgede sin Magt og sine Rettigheder paa Kronens og det menige Folks Bekostning. Norge var derimod, hvad det altid havde været, et Arverige, og idet Kongerne fastholdt sin Ret i saa Henseende, bandt de til Gjengjæld den danske Adel til ved Valget altid at holde sig til Kongens nærmeste Arving, hvis den ikke vilde resikere Unionen med Norge. Norge kom derved til altid at staa i et eiendommeligt Forhold til Kongehuset, der eftersom dets Magt udvidedes, stadig satte mere Pris paa sine tro Nordmænd. Karakteristisk nok var ikke blot den kongelige Orlogsflaades faste Stok grundlagt paa norske Sjøfolk, ligesom dens Mandskab i det hele overveiende var norsk, men det betroede ogsaa gjerne sit Liv til NordMændenes Varetægt: den kongelige Livgarde i Kjøbenhavn blev gjennem Tiderne stedse mere rekrutteret fra Norge.

Foreningen med Danmark begyndte altsaa for Norge paa den ærefuldeste Maade: det var den norske Thronfølger, der blev Danmarks Konge. Men ikke desto mindre udviklede denne Forening sig paa en for Norge lidet heldig Maade i lange Tider. I hine fjerne Aarhundreder, da der ikke existerede nogen central Dannelsesanstalt, da der ikke fandtes noget Universitet eller nogen central Militærskole, var Kongens Hof det eneste Sted, hvor Landets bedste Sønner kunde faa den nødvendige politiske og militære Uddannelse, der kunde gjøre dem skikkede til senere med Indsigt at deltage i den høiere Statstjeneste. Kongens Hof var Landets Kultur-Centrum i en Grad, som vi nu har ondt for at forstaa, og det kunde paa ingen Maade erstattes hverken af Domskolerne ved Bispesæderne eller det mægtige Erkebispesæde i Trondhjem, tiltrods for den Glans St. Olafs Helligdom Middelalderen igjennem kastede over det. Da nu Kongerne, tvungne af politiske Forholde, til Stadighed kom til at residere udenfor Norges Grænser, vanskeliggjordes unge norske Mænds Hoftjeneste og Uddannelse i høi Grad, og da flere af de ældre Unionskonger stærkt begunstigede indflyttede og indgiftede danske Adelsmænd ved Embedsbesættelser i Norge, trykkedes den norske Adel stærkt tilside og trak sig mere og mere tilbage paa sine Gaarde som Godsbesiddere alene. Men svækkedes saaledes Adelen til Rigets Skade dengang, saa styrkedes Bondestanden eller den jordbrugende Klasse desto mere, og medens den danske Bonde sank ned i en ren Trælletilstand, vedblev den norske Bonde altid at være den frie stolte Mand, som man ikke vovede at byde den danskes Kaar. Landet havde imidlertid sit eget Rigsraad, og saalænge den katholske Kirke opretholdt sin Magt (til 1536), havde det ogsaa en ganske kraftig Støtte i Geistligheden og især da i den mægtige Ærkebiskop i Nidaros, der var Raadets første Mand. I Tiden mellem 1537 og 1660 var Kongemagten imidlertid saa stærkt svækket, at det danske Rigsraad kunde trænge sig ind som Kongens Medregent i flere vigite Punkter, saa at det norske Rigsraad erstattedes ved de saakaldte «Herredage».

Med Enevældets Indførelse og det danske Adelsvældes Fald (1660) hævedes imidlertid Norge atter det med Danmark helt sideordnede Rige. I den nye Grundlov, «Kongeloven» handles der om de to Arvekongeriger Danmark og Norge, hvert med sine særskilte Provinser og Lande, og Enevoldskongerne bruger aldrig Udtrykket «Rige» om Norge og Danmark i Forening, de taler om «Vort Rige Norge» som om «Vort Rige Danmark». En Omstændighed, som navnlig i Sverige, men ogsaa ellers i Europa har støttet Misforstaaelsen af Norges daværende statsretslige Stilling er Benævnelsen af Kongen som «den danske Konge», hvilket man for Kortheds Skyld ofte brugte og naturlig nok, da Kongen residerede i Danmark. Men uagtet man nok i officielle Aktstykker af og til kan finde dette Udtryk brugt, er det dog her Regelen, at Kongen enten nævnes med fulde Titler eller «Konge i Danmark og Norge». Ved Kongens Salving virkede ogsaa Biskopen i Oslo (Christiania) med ved Siden af Biskopen i Sjælland (Kjøbenhavn), og de to havde samme Rang og foran Rigernes andre Biskoper. Kongerne selv paasaa omhyggelig, at Norges sideordnede Stilling iagttoges. Da man f. Ex. for Christian VI (1730-1746) fremlagde et Udkast til en Medalje, hvor Norge var fremstillet som en knæklende Figur, sagde han, at Norge ikke maatte fremstilles som et undertvunget Land, Nordmændene var et frit Folk [Det er i nutidens Sprog «et souverænt Rige».], og i en Strid mellem Byerne Christianias og Kjøbenhavns Borgere traf han sin Resolution til Fordel for Christiania med de Ord: «Jeg er Herre over begge Riger, Fader til begge Børn, jeg vil ikke gjøre nogen Uret; men det ene maa ikke begjære mere end det andet. Lige Brodre, Lige Lod». En i Sandhed kongelig Tale! Og saaledes var i det hele Enevoldskongernes (1660-1814) Fø1elser for det norske Folk; de saa aldrig ned paa sine norske Undersaatter som et ringere Folk, og de følte sig ogsaa saare tilfredse mellem Nordmændene, naar de var paa Reiser i Norge.

Norges Ligestilling med Danmark hævdes ogsaa allerede i det 18. Aarhundrede bestemt som det statsretslige Princip af danske Statsretslærere som Andr. Hojer, Scheidt og Kofod Ancher. De fremhæver udtrykkelig, at Norge hverken var eller noensinde havde været en dansk Provins, men at det var et frit (dvs. souverænt) Rige ved Siden at dette.

Det laa i Enevældets Princip, at det stræbte efter den størst mulige Centralisation af alle Regjeringsorganer i Kongens Residensstad, Men karakteristisk nok, som et Udslag af den Tillid, Kongerne nærede til sit norske Folk, blev netop den Gren af Styrelsen, som Enevældet i andre Lande lagde mest Vægt paa at forme til en Enhed, Hærvæsenet, her mindst draget ind under Centralisationen: Norge havde sin egen Hær, der ogsaa altid benævntes den norske Hær. «Intet kunde», siger den berømte danske Historiker E. Holm, «være et stærkere Bevis paa, at Regjeringen opfattede Baandet mellem de tvende Riger som allene havende sin Styrke ved Nordmændenes eget Samtykke. Det var nemlig saa, at disse, hvilken Dag de vilde, kunde sprænge Forbindelsen med Danmark. Deres Hær var fuldstændig national, hvad Mandskab angik, og Officérskorpset bestod aldeles overveiende af norskfødte Mænd. Hæren var desuden saa stærk [35 000 Mand indtil Aaret 1818 med en Befolkning paa henved 900 000] at det vilde være ganske umuligt for de danske at erobre Norge, hvis det faldt fra. Ovenikjøbet vidste enhver, at Sverige vilde have modtaget Nordmændene med aabne Arme, paa hvilke Vilkaar disse end vilde kræve, naar de blot vilde bryde med Danmark». Den samme Historiker bemærker ogsaa, at Enevoldskongerne neppe har gjort noget klogere end at opretholde denne Dualisme i Hærvæsenet, thi derved lagde de aabent for Dagen, at de ikke betragtede Nordmændene som undertvungne Undersaatter i et Lydrige, men viste dem en Tillid, som der i Norge blev sat Pris paa. Paa Styrelsens øvrige Omraader var der imidlertid en stærkt gjennemfort Centralisation, med de flest mulige Regjeringsorganer i Nærheden af Kongens Person, i Residensstaden Kjobenhavn. I den tidligere Tid havde Nordmændene liden Antal i de høiere civile Embeder, men her havde ogsaa Danskerne Grund til at klage over Tilsidesættelse for de mange Fremmede. I de geistlige Embeder rykkede dog ofte Nordmænd høit op, selv i Danmark. Frederik IV (1699-1730) havde to norske Hofprester, og Christian VI's første Hofprest var ligeledes Nordmand. Det hændte ogsaa, at der omtrent til en og samme Tid sad Nordmænd paa tre af Danmarks Bispestole. Efterhaanden forandredes ogsaa Forholdet for de høiere civile Embeders Vedkommende; vi behøver blot at minde om, at to af Udenrigsministrene i den dansk-norske Forenings sidste Tid var Nordmænd (saaledes bl. a. i selve Adskillelsens Aar 1814), og desuden finder vi Nordmænd da baade som Diplomater og i andre høie Embeder, f. E. den berømte Christian Colbjørnsen, der spillede en fremragende Rolle baade under de store danske handboreformer og tillige som Generalprokurør. Under Norges nu snart 100 Aar gamle Forening med Sverige kan ingen Nordmand blive Udenrigsminister, og det gjør da et besynderligt Indtryk, at det fra svensk Side bebreidende fremhæves, at Norge tidligere oversvømmedes af danske Embedsmænd. Af hvad Art denne Oversvømmelse blev, fremgaar noksom af det Faktum, at da Danmark og Norge i 1814 skiltes ad, var der i den civile Embedsstand kun ansat 156 Dansker i Norge, men derimod 208 Nordmænd i Danmark.

I det daglige Samkvem raadede ogsaa mellem Norske og Danske, især i Foreningens senere Aarhundreder, det bedste Forhold. Det var saa langt fra, at de Danske saa ned paa Nordmændene, at det tvertimod var en Anbefaling at være Nordrnand, naar man herfra kom til Residens- og Universitets-Staden, og dette vidner saa meget stærkere om den virkelige Anerkjendelse, der laa til Grund for dette Forhold, som Nordmændene ikke netop ved Elskværdighed og Indsmigren gjorde noget for at fortjene denne Sympathi. Nordmændene, der især i Foreningens tidligere Periode havde havt en stærk Følelse af, at «Danmark» og «dansk» til dagligdags havde en urimelig Overvægt over det norske Navn, var altid ivrige for med sin lige fra Middelalderen vel kjendte nationale Selvfølelse at hævde sit Lands og sit Folks Fortrin; og denne Norskhedsfølelse gik ofte saa vidt, at de, som den engelske Gesandt Molesworth (1693) fremhæver, saa ned paa de Danske. Men alt saadant oversaaes paa Grund af den Tapperhed, Nordmændene altid viste i Kongens Tjeneste.

Det, der nemlig saa længe bandt Norge og Danmark sammen, var foruden Troskaben mod det fælles Kongehus, Kampen for Selvstændigheden mod Sverige.

Da Sverige efter Trediveaarskrigen var blevet on europæisk Stormagt, krævede det Opbydelsen af de to andre nordiske Folks yderste Kræfter at bevare sin Uafhængighed. Gang paa Gang rakte Sverige navnlig sin Haand ud efter Norges Rige, ja lige fra Gustav Vasas Tid, og atter op, atter igjen – under Carl X Gustav og Carl XII. Det mislykkedes Gang paa Gang, men Norge taber dog 3 Provinser (Bohuslen, Jemteland op, Herjedalen) paa Grund at Uheld paa den danske Krigsskueplads, tiltrods for at den norske Hær mod Kraft og Held værgede Norges Granser. Saa kommer 1814, da rækkede Sverige atter Haanden ud efter hele Norge. Det samme Norge, der i 1809 ærligt havde bidraget ti1 at sætte Svenskerne istand til at gjøre den Revolution, der reddede Sverige fra Undergang, det skulde nu erobres. Man mente at have opnaaet dette ved Kronprins Carl Johans lette Seier i Holsten over en liden Del at Kong Fredrik VI's (ikke norske) Tropper og den derpaa følgende Fredsslutning i Kiel (14. Januar 1814), hvorved denne Konge afstod sine Rettigheder til Norge til den svenske Konge. Man havde regnet baade med Stormagterne og med Danmark, men man havde ganske glemt at regne med, at der fandtes et norsk Folk, der altid havde været for stolt til at være Dansker, og som nu var baade for stolt og for kraftigt til at ville være Svensker. Nordmændene vilde ikke anerkjende og har aldrig anerkjendt Freden i Kiel som bindende for sig. Kun i det ene Stykke maatte de finde sig, at Norges Rige derved gik glip af sine 3 gamle Bilande (Island, Færøerne og Grønland), de, der bedre end noget andet bar Vidnesbyrd om, at det var Nordmændene, som var Nordens gamle Sjøfarere og Opdagere.

Til Held for Norge var den davavrende Thronfølger, Prins Christian Fredrik, i Norge som Kongens Statholder i Afgjørelsens Øieblik, og med ham i Spidsen reiste Folket sig som én Mand til Forsvar for sin Frihed. Hæren, der forøvrigt allerede var paa Grænsevagt mod Sverige, blev sat helt paa Feltfod. Der indkaldtes en Rigsforsamling til Eidsvold, vedtoges en ny Grundlov, og derpaa valgtes Prins Christian Fredrik til Norges Konge (17. Mai 1814). Nordmændene mente at have Erfaring for, at de kunde værge sit uveisomme og haardsøgte Land mod Svenskerne, hvis de bare kunde sikre sig Tilførsel at de nødvendigste Levnetsmidler, og hertil havde de god Udsigt, da det danske Folk hilste Norges Reisning med Begeistring. Men Stormagterne vilde det anderledes. Det var navnlig Keiser Alexander I af Rusland, som ønskede at sikre det nys fra Sverige erobede Finland, der var ivrig i at skaffe Sverige en formentlig Erstatning, og ikke undsaa sig for at lade sin gamle, trofasfe Allierede, den dansk-norske Konge udrede denne med Halvdelen af sine Lande. Men ogsaa England, paa hvis Sympathi og Bistand Norge altid havde stolet, fandt at maatte fastholde sin Traktat med Sverige, hvori det for at vinde Carl Johans Bistand i Kampen mod Napoleon havde lovet at bidrage tit en Forening at Norge med Sverige ved at støtte med sin Flaade, indtil Kongen af Sverige var kommen til umiddelbar Forhandling med det norske Folk. Der blev i det engelske Parlament talt varme Ord for Norge, som kun forlangte den Frihed for sig, som England netop havde tilkjæmpet det øvrige Europa mod det napoleonske Tyranni, og den engelske Premierminister Lord Liverpool skrev derfor kort efter, at den norske Affære truede med at blive »the most akward of all our politics» – men Europas Forhold var dengang saadanne, at den engelske Regjering fandt at maatte indskrænke sig til at sikre Nordmændene, at den nye Forening med Sverige blev afsluttet «med alt Hensyn til deres Frihed og Lykke». Da derfor de 4 Stormagter, England, Rusland, Preussen og Østerrige, sendte sine Gesandter e11er Kommissærer til Norge i Juli 1814, formidlede disse den Traktat mellem Sverige og Norge, som er bekjendt under Navn af «Conventionen i Moss«, hvorved Freden i Kiel for Norges Vedkommende blev skudt helt tilside. Sverige gik overmaade nødigt ind herpaa og gav det – for at redde Skinnet – Udseende af, at det afviste Magternes Forslag. En svensk Hær rykkede nogle faa Mil ind i Landet, tog en Fæstning, som var berøvet sit vigtigste Skyts, og som Nordmændene selv allerede havde bestemt sig til at rømme (Fredriksstad), men blev paa sin nordlige Fløi efter den eneste alvorlige Kamp i dette nærmest demonstrative Felttog kastet tilbage over Grænsen og kunde ikke tage den stærke Klippefæstning Fredrikssten (hvor Carl XII var falden i 1718). Men saa – ja saa tilbød den svenske Kronprins Carl Johan, der forøvrigt personlig var en høit anlagt Politiker, et Hoved høiere end den Tids svenske Statsmænd, netop Underhandlinger paa den Basis, som Stormagternes Sendebud havde foreslaaet. «Conventionen i Moss» blev sluttet 14. August 1814. Kong Christian nedlagde foreløbig sin Magt i Statsraadets Hænder, som nu forestod Landets Styrelse, indtil det nyindkaldte Storting kuude træde i Underhandling med den svenske Konge. Den bedste Del af de norske Tropper blev under den nu bestemte Vaabenstilstand staaende under Vaaben, og Stortinget kunde derfor i fuld Frihed forhandle om den Nye Forening. Den 10. Oktober nedlagde Kong Christian Fredrik sin Krone i Folkets Hænder (til Stortingets Deputation) og løste det fra dets Troskabsed til ham, hvorpaa han forlod sin Residens for at seile til Danmark. Punkt for Punkt maatte nu de svenske Underhandlere give efter og nedsætte sine Fordringer, og først da Norges Grundlov var sikret saaledes, at Norge beholdt sin fulde indre Frihed, sin egen Hær, sin egen Flaade, egen Bank og eget Pengevæsen, egen Toldbeskatning, sit eget Universitet, kort alt, hvad der hørte til for at sikre dets selvstændige Tilværelse, først da valgte Stortinget Kong Carl XIII af Sverige til Norges Konge, 4. November 1814. (Samme Dag landede Christian Fredrik i Aarhus. Han blev siden Danmarks Konge som Christian VIII). Derefter gav Carl Johan de svenske Tropper, der havde staaet paa den ved Vaabenstilstanden fastsatte Demarkationslinie i det sydøstligste Hjørne af landet (Smaalenene), Ordre til at marschere hjem og kom selv, eskorteret af norske Tropper til Christiania, hvor han i Stortinget antog Grundloven paa den nyvalgte Konges Vegne.

Vante som Nordmændene var til den gamle kongelige Styrelse, lagde de uden at gjøre Vanslce­ligheder den udenrigske Styrelse belt i Rongens Haand. Denne indrettede nu dette saaledes, at han lod den svenske Udenrigsminister forberede og foredrage Sagerne ogsaa for Norge. De allerede ansatte svenske Gesandter overtog ogsaa Norges diplomatiske Forbindelser med Udlandet som «svensk-norske Gesandter», og det samme blev Tilfældet med Konsulerne.

For at ordne de Dye konstitutionelle Forhold, som var opkomne ogsaa for Sverige som Følge af Foreningen mellem de to Riger, indkaldtes Vaaren 1815 en overordentlig Rigsdag i Sverige. Denne optog ikke Foreningsvilkaarene i den svenske Grundlov, men foreslog derom en særskilt «Rigsact», som derpaa 22. Juni blev vedtagen, hvorefter den blev forelagt ogsaa det norske Storting. Dette foreslog enkelte Forandringer samt tilføiede til ydermere Sikkerhed, at Rigsacten skulde i Norge have samme Kraft som Grundloven og ikke kunne forandres uden paa den i denne norske Grundlovs § 112 fastsatte Maade. Derefter blev det ligelydende Forslag vedtaget og underskrevet af Stortinget (in pleno) 31. Juli og af Rigsdagen (in pleno) 6. August samt fik kongelig Sanction for begge Riger og i begge Sprog i sammensat Statsraad 6. August 1815.

I denne Rigsacts § 5 er det fastsat, at de 3 norske Ministre, der følger Kongen, naar han opholder sig i Sverige, skal have Sæde og delibererende Stemme i det svenske Statsraad, naar sammesteds forhandles Gjenstande, som angaar begge Riger. Omvendt skal ogsaa 3 Medlemmer af det svenske Statsraad have Sæde og Stemme i det norske Statsraad, naar der forhandles Gjenstande, som angaar begge Riger. Ved denne Bestemmelse mente Nordmændene at have sikret sig norsk Indflydelse og Ministeransvarlighed ogsaa ved Behandling af udenrigs-politiske Sager. Men saa blev ikke Tilfældet. Disse Sager behandles nemlig i Regelen ikke i Sverige i det almindelige Statsraad, men i det saakaldte «ministerielle Statsraad», hvor Udenrigsministeren foredrager dem for Kongen. Men Nordmændene fandt sig dog for det første roligt i dette, da de som ovenfor anført var vante til at betragte Udenrigspolitiken som Kongens Domæne.

Havde man i Sverige stillet sig uden Forbehold paa Rigsaktens Standpunkt og fuldt ud respekteret Norges Rige, vilde Nordmændene, der altid har været lette at vinde fra Ærens Side, kunne have følt sig tilfredse med de nye Forhold. Men det blev annerledes. For Sveriges mægtige Mænd og Slægter, der i Norge kun havde søgt og kun saa en Erstatning for det tabte Finland, «var Unionen til at graate over». I sin Mangel paa Forstaaelse af Nordmændene, der – som enhver, der kjender noget dybere til hin Tids Norge, ved – med fuldt ærligt Sindelag gik til Unionen, begyndtes der fra svensk Side en smaalig Kamp mod alt, hvad der var Symboler paa Norges Riges Tilværelse. Vi maatte kjæmpe om Kongens norske Titel, om vore Mynters Præg, om Flag og Farver og Rigsvaaben – kort om alt, der for Udenverdenen kunde forkynde, at endnu levede Norges gamle Rige, det, «der var ældre end Portugal og Preussen», som den danske Gesandt udtrykte sig for den russiske Udenrigsminister. Kun en eneste Faktor i det politiske Sverige gjorde eller stræbte at gjore Norge fuld Ret – det var Kongehuset, hvor det kunde handle nogenlunde uafhængigt af det svenske Paatryk; der indrettedes saaledes bl. a. et eget «kgl. norsk Hof», og ved Kong Oscar I's Regjeringstiltrædelse i 1844 ordnede Kongen selv Spørgsmaalene om Kongens Titulatur, om Myntpræget samt Rigsvaabenets Brug, om Farver og Flag i alt væsentlig efter Nordmændenes Ønsker. Forholdet mellem Kongehuset og Nordmændene var derfor ogsaa gjennemgaaende godt, ofte hjærteligt, og i det hele ganske anderledes tilfredsstillende end Forholdet til Svenskerne.


Dette er et utdrag av en artikkel som sto på trykk i Farmand nr. 4 28. januar 1905. Utdraget utgjør den første del på ca. 4 ½ sider av artikkelens totalt ca. 7 ½ sider. I samme nummer av Farmand er også den engelske versjonen av artikkelen. Artikkelen var del 1 av en serie på 2. Den engelske versjonen av seriens del 2 sto på trykk i Farmand nr. 7 18. februar 1905. Den norske versjonen av del 2 sto på trykk i nr. 8 25. februar 1905. Den norske versjon av del 2 var på ca. 13 sider.

Axel Charlot Drolsum (1846-1927) var overbibliotekar ved Universitetsbiblioteket i Kristiania i perioden 1876-1922. Han drev blant annet igjennom gjeninnføring av pliktavlevering i Norge. Han planla dagens nasjonalbibliotekbygning ved Solli plass.


Latest Original Farmann Articles:


Active Treads On Farmann Forum (open forum):


Secure Fast Email And Webhosting By Www.Runbox.Com
Runbox - The Leader In Premium Email And Webhosting
Runbox Premium Epost og Webhosting